I kanten af Rebild Bakker og Rold Skov finder du Gravlev Ådal – et område rigt på naturfænomener, kulturspor og historie. Ruten er kendetegnet ved sine mange kilder, flotte udsigter og et unikt indblik i Den Kolde Krigs Danmark.
Gravlev Ådal - Hærvejens Perle
Ruten følger Gravlev Ådal, passerer forbi kilder som Ravnkilde, Gravlev Kilde, Egebæk Kilde, Lille Blåkilde og Kovadsbæk, og går rundt om Gravlev Sø med udsigt til det åbne landskab. Undervejs føres du tørskoet under Hobrovej via den 76 meter lange Undervejsbro – en lille attraktion i sig selv.
Et højdepunkt på ruten er passage over REGAN Vest – den tidligere atombunker skjult 60 meter under jorden. På overfladen formidler skilte områdets dramatiske historie. Herfra får du også flotte kig mod Rebild Bakker.
Ruten byder desuden på Skillingbro Kalkgrav, en mytisk stenrække og gammel troldeskov. Den anbefalede start er ved Rebildcentret, hvor du også finder udstillinger og faciliteter.
Udvalgte oplevelser
En vandring på Gravlev Ådal Ruten kan kombineres med et besøg i Koldkrigsmuseet REGAN Vest, det atombombesikrede bunkeranlæg. Se meget mere om museet og se på kortet her.
OBS: Billet skal bookes i forvejen på https://nordjyskemuseer.dk
Også Rebildcentret er et besøg værd. Se udstillingen om Den kolde Krig og gå en tur i Thingbæk Kalkminer, hvor billedhuggeren Anders Bundgaards skulpturer er udstillet i minegangene. Læs mere og se på kort her
Rutens kulinariske højdepunkt er Rold Storkro, der kan byde på frokost, kaffe og kage eller middag - alt sammen af høj kvalitet. Læs mere om kroen og find på kort her.
Er du bare tørstig, kan du slukke den og fylde vandflasken med det reneste kildevand fra Ravnkilde.
Parkering
Det officielle startsted er ved Rebildcentret, Røde Møllevej 4, 9520 Skørping.
Man kan også bruge P-pladserne ved Rold Storkro, ved Gravlev Kilde og Vælderskovens P, som alle ligger på ruten.
Toiletter findes på Skillingbro Naturskole, Rebildcentret og for gæster på Rold Storkro.
Ruten er certificeret Premium Vandrerute af Deutsches Wanderinstitut.
Læs mere om certificeringenGravlev Ådal - Hærvejens Perle