Cykeletapens 33 kilometer imellem Aalborg og Rebild strækker sig fra Danmarks fjerdestørste by og videre ned i den smukke jyske natur. Gennem Aalborg by kan du se arkitektur langs den nyrenoverede havnefront, fine gamle kvarterer og byens grønne parker, inden du bevæger dig gennem det skønne landskab mod Rebild.
Aalborg-Rebild
Jens Bangs Stenhus
Tag med på en historisk rejse gennem Aalborgs renæssanceæra på Jens Bangs Stenhus, et af byens mest imponerende og fotografiske historiske steder. Med sine fem etager og prangende udsmykning repræsenterede huset en knytnæve til datidens borgerskab i Aalborg.
Bygningen blev opført i 1624 som et modsvar til den daværende borgmester og Jens Bangs halvbror Jørgen Olufsens gård. Sammen med byens kirketårne var Jens Bangs Stenhus en synlig del af Aalborgs skyline, og det første, rejsende så, da de ankom til byen. Her boede Jens Bang selv indtil sin død i 1644.
Jens Bang var en typisk renæssanceskikkelse – storkøbmand, pragtlysten og evnerig – men også stridbar og rethaverisk. Selvom han var en stenrig og driftig herre med stor indflydelse i forretningslivet, er hans eftermæle ikke af udelukkende positiv karakter. Efter hans død rygtedes det blandt andet, at han havde myrdet sin krambodsvend.
Når du står og kigger på bygningen, vil du se en masse mangfoldige, groteske masker og hovedet, som skulle være karikaturer af hans mange fjender. Selvom Jens Bang var Aalborgs rigeste mand, blev han aldrig medlem af byens styre, og derfor skulle han efter sigende sidde på gavlen af sit hus og række tunge ad rådhuset. Historien er i eftertiden blevet bekræftet som spøgeri, eftersom ansigterne først blev flyttet om på gavlen i 1700-tallet.
Huset rummede Svaneapoteket fra 1666 til 2014, og i løbet af de mange år har apotekerne fyldt det gamle loft med alskens krukker, møbler og udgået medicin. Du kan efter aftale med Aalborg Historiske Museum komme op under taget og opleve Apotekersamlingen.
Østerågade 9, 9000 Aalborg
Gravlev Sø
Gravlev Sø, beliggende i Lindenborg Ådal ved Rold Skov, er en naturskøn perle med en historie, der strækker sig tilbage til istiden. Søen på ca. 65 hektar har eksisteret siden istiden som en udposning på Lindenborg Å.
I slutningen af 1800-tallet blev søen afvandet, og åen blev ledt uden om i håbet om at søbunden fede dynd kunne forvandles til bølgende kornmarker. På trods af ihærdig dræning og forsøg på at pumpe vandet væk forblev området for fugtigt, jorden satte sig, og det blev aldrig et landbrugseventyr. Ejerne opgav i 1990’erne at pumpe vandet væk, og søen genopstod. Nyfredning af Gravlevdalen og statsligt opkøb skabte grundlaget for en naturgenopretning, der har sikret søen og dens omgivelser som et enestående vådområde.
Selvom åen nu løber uden om søen, sikrer Gravlev kilde, at vandet forbliver isfrit, hvilket tiltrækker særligt gæs og ænder. Du vil også se, at søen er et yndet ynglested for mange andre spændende fuglearter.
Gravlev Sø, 9520 Skørping
Gravlev Kilde
Ved foden af kirkebakken i Gravlev kan du se en kilde springe. Gravlev Kilde er i dag en stor, smuk bassinkilde, en kilde hvor vandet vælder frem fra siderne eller bunden. Fra udsigtspunktet 15-20 meter oppe får du et fabelagtigt syn af kilden: Helt krystalblå med vandet pulsende op fra bunden, om end bassinet engang er skabt ved gravning efter vejmateriale. I sekundet løber der ca. 100-150 liter vand ud i Gravlev Sø, hvilket gør kilden til en af Danmarks største.
Kilden har en fascinerende historie bag sig. Den menes at være årsagen til, at kirken blev bygget netop her i 1100-tallet, fordi kilder ofte blev betragtet som hellige steder i oldtiden. Måske lå der endda et gudehov, et tempel for de nordiske guder, her. I middelalderen blev kilden anset som en hellig kilde, lige som mange andre kilder i datiden.
I 1938 blev hovedvejen anlagt oven på Gravlev Kilde, og dens udspring blev presset mod øst, og gennem et halvt århundrede fødte kilden et dambrug. Det smukke, ”naturlige” kildefelt nedenfor bassinet og den snoede kildebæk er resultatet af et naturgenopretningsprojekt gennemført af Naturstyrelsen i 1995.
Selvom området har gennemgået forandringer, løber kildevandet uanfægtet videre, og det er til glæde for sjældne smådyr, ørreder, isfugle, bjergvipstjerter og vandstære. På stille vinterdage kan du endda opleve havørreder gyde i kildebækken.
Gravlev Kilde, 9530 Støvring
Hvordan kommer du til og fra etapen med offentlig transport?
Du kan finde vej til etapen med offentlig transport ved brug af Rejseplanen og Hærvejsappen. For at komme til etapens startpunkt, skal du indtaste destinationen ‘?’ på Rejseplanen. Når du er fremme, kan du bruge Hærvejsappen til at finde vej ud til Hærvejen.
Nyttige links
Rejseplanen: www.rejseplanen.dk
Få et stempel i dit Hærvejspas
På denne etape kan du få et stempel i dit Hærvejspas ved Rebild Porten.
Aalborg-Rebild