
Løgstør-Gatten
Himmerland
Løgstør-Gatten
Vandreetapen begynder i Løgstør tæt ved fjorden. Her kan du starte med en afstikker nordpå til Aggersund, hvor du kan opleve Aggersborg, en ringborg fra vikingetiden. Etapen følger Himmerlandsstien med heder, plantager og små stationsbyer. Har du mod på mere vandring og endnu en afstikker, kan De Himmerlandske Heder anbefales.
Løgstør-Gatten
Udvalgte oplevelser på etapen
Limfjordsmusset
I den gamle Kanalfogedbolig og i det Maritime Oplevelsescenter er der spændende udstillinger om livet i, omkring og på fjorden. Oplev f.eks. museets store rørebassin, hvor du kan klappe en fladfisk og kilde en krabbe. I kanalen ved museet kan du gå om bord i en række originale limfjordsfartøjer, og du kan besøge det Historiske Bådebyggeri, hvor du kan opleve restaureringen af de gamle fartøjer på nærmeste hold.
Museet råder over 11 historiske sejlende fartøjer - lige fra sjægten Nørgaard P. fra 1920 til motorjollen Inga fra 1951 og "Pennalhuset" Nora, der er en fiskekutter fra 1937. De sejlende museumsskibe ligger i Frederik den VII's Kanal foran museet og ved særlige lejligheder, kan man komme med dem ud og sejle. Besøg også museets store restaureringsprojekt ”KIRSTINE”, en jagt fra 1887, der bliver ført tilbage til fordums storhedstid med gamle håndværksmetoder.
Sommeren byder på et væld af aktiviteter for børn og voksne. Du kan prøve din fangstlykke med net, krabbestænger og andet fiskegrej på egen hånd, eller du kan være med, når der hentes garn ind fra fjorden. Prøv også at tilberede og smage din fangst sammen med museets formidler. Eller du kan kaste dig over dissektion af fisk, snorkelsafari og leg på museets maritime legeplads. Ikke to dage er ens på Limfjordsmuseet.
Kanalvejen 40, 9670 Løgstør
Muslingebyen Løgstør
Løgstør er gået fra at være et fiskerleje med fokus på sild til at være turistby med muslingehjertet i centrum. Byen er en perle af maritim historie, gastronomi, kunst, solnedgange over Limfjorden og hyggelig handel.
I dag kendes byen som ”Muslingebyen” og muslingerne findes ikke kun i fjorden, men også på spisekortet på byens gode restauranter samt i bybilledet, hvor flere muslingeskulpturer hylder Limfjordens muslinger.
På flere restauranterne i Løgstør kan man nyde udsigten over fjorden, mens man nyder sit måltid. Uanset om man befinder sig på restauranterne på havnen eller hotellet på toppen, kan man få et dejligt udsyn over Limfjordens blå. Og flere af stederne har selvfølgelig muslinger på menukortet udover de mange andre spændende tilbud. Uanset om man er til en forkælelse af sanserne, det hurtige måltid, det gode danske så finder man det ved et besøg hos spisestederne i Muslingebyen.
Om sommeren oser Løgstør af stemning og et væld af aktiviteter for hele familien. Man kan nyde musik i særklasse til Kanaljazz og Løgstør Open Air eller spise sig mæt i lækre muslinger til muslingehøstfest og muslingefestival.
De Himmerlandske Heder
Midt i det vestlige Himmerland er Vindblæs, Oudrup, Ajstrup og Lundby heder igen ved at vokse sammen til en naturlig enhed uden forstyrrelser som huse, master og elledninger fra den moderne civilisation. Her er du i selskab med får, fugle, kvæg og omgivet af lyng og spredte træer.
De Vesthimmerlandske Heder består af 1300 hektar og udgør en rest af den engang så omfattende hede, der indtil 1800-tallet dækkede en stor del af egnen mellem Løgstør, Nibe, Farsø og Aars og strakte sig helt over mod Svenstrup, Støvring og Rold Skov.
20 kilometer vandrerute går gennem området, som du enten kan tage i et stræk eller dele op i mindre bidder. En vandring gennem heden afslører en overdådig rigdom af blomstrende planter og lave buske. Hedelyngen dækker store områder og danner i sensommeren et rødlilla tæppe hen over bakkerne i kontrast mod himlen. Hvor lyngen viger for græsser og urter, ser du om sommeren et farvevæld af blomster. Her træder du ind i et landskab, hvor naturen regerer uforstyrret.
Aggersundvej 100, 9670 Løgstør
Nyttige informationer
Hvordan kommer du til og fra etapen med offentlig transport?
Du kan finde vej til etapen med offentlig transport ved brug af Rejseplanen og Hærvejsappen. For at komme til etapens startpunkt, skal du indtaste destinationen ‘Løgstør Busterminal (Vesthimm. Komm.)’ på Rejseplanen. Når du er fremme, kan du bruge Hærvejsappen til at finde vej ud til Hærvejen.
Nyttige links
Rejseplanen: www.rejseplanen.dk