Nørre Snede-Kollemorten

Å i skov
Midtjylland

Nørre Snede-Kollemorten

På denne del af Hærvejen i det midtjyske går strækningen fra Nørre Snede til Kollomorten. Du passerer ’Det store Vandskel’, stedet hvor Gudenåen og Skjernåen udspringer og løber hver sin vej. Etapen byder også på gammel egeskov, middelalderlig valfartskirke og Margrethediget.

Kilometer12.9 km
Estimeret tid1 time og 15 minutter
UnderlagGrusveje i plantager, asfalterede småveje gennem åbent land med småskove.
Højdemeter138 m

Nørre Snede-Kollemorten

Se på kort

Udvalgte oplevelser på etapen

Rørbæk Sø, Tinnet Krat og Gudenåens Udspring
Når du begiver dig ud i det fantastiske naturområde omkring Rørbæk Sø, Tinnet Krat og Gudenåens Udspring, træder du ind i en verden af skønhed og eventyr. Parkér din cykel og tag en tur langs de smukke vandreruter, hvor du kan nyde synet af det gamle badeanlæg og det rige dyreliv med råvildt og kronvildt.

Rørbæk Sø ligger tæt på Jyllands højderyg, hvor kilderne af landets to største åer, Skjernåen og Gudenåen, udspringer i damme dalstrøg med få hundrede meters afstand. Samme sted krydser Hærvejen ådalen midt i vandskellet. Søen er omgivet af en unik blanding af skove, engområder, plantager og hedearealer. Tinnet Krat og Kollemorten Krat udgør nogle af landets største områder af egekrat og dermed Danmarks oprindelige skove. Du vil tydeligt se, hvordan den magre jord og den stride blæst har sat sit tydelige præg på de små, krogede, forvredne egetræer.

Rørbæk Sø er en langsø, der opstod i istiden. I søen trives en mangfoldighed af dyreliv, fra gedder og brasen til den sjældne søørred. Her kan du opleve at svømme- og dykænder samles i efterårs- og vintermånederne, og vandet tiltrækker en mængde forskellige fuglearter, herunder vandstær, isfugl og fiskeørn.

Gudenåen er med sine 160 kilometer Danmarks længste vandløb og har sit udspring i Tinnet Krat og løber ud i Randers Fjord. Ifølge sagnet fik åen sit navn efter en ustyrlige fyr, der hed Gudar, som kidnappede pigen Else. Men med hjælp fra bække og kilder lykkedes det pigens far at befri hende, og Gudar fandt sit endeligt ved Randers Fjord.

Rørbæk Sø, 7323 Give

Se på kort

Margrethediget
Lige syd for Tinnet Krat gemmer Margrethediget sig, en 150 meter lang forsvarsvold, som står vinkelret på Hærvejen. Forsvarsvoldens oprindelse er indhyllet i mystik, for man ved ikke, hvornår den blev bygget, eller hvilken Margrethe, der har givet volden sit navn. Der er fundet rester af våben og stensatte ildsteder, og i selve diget er der endda fundet en kanonkugle af jern.


I 1861 satte Kong Frederik 7 en fredningssten ved diget. Det var en foreteelse, som ikke gik ubemærket hen. Historien lyder, at bonden Per Limkaster udtrykte sin utilfredshed over kongens handling med ordene: ”Di må fanden raspe mæ ætt gå å trej mi havrr nie”. Et mindeværdigt øjeblik, der giver Margrethediget en endnu mere farverig historie.

Når du besøger Margrethediget, kan du tænke over, hvilken Margrethe, der har lagt navn til diget.

Hærvejen 317, 7173 Vonge

Øster Nykirke
Øster Nykirke, også kendt som Sct. Peders Kirke, hviler majestætisk på toppen af højderyggen og troner som Danmarks højest beliggende kirke, 130 meter over havets overflade. Kirken er bygget i 1150-1200 som en valfartskirke til ære for Sct. Peders Helligkilde, hvis vand engang blev anset for at have helbredende kræfter.

Du vil se, at kirkens stilretning er romansk. I sengotikken blev kirken udvidet med et tårn, som oprindeligt var 12 meter højere end i dag. På trods af at kirkeklokken er fra 1438, ringer den stadig ind til gudstjeneste. Øster Nykirkes fornemste klenodier er et tympanon: et trekantet felt i en klassisk kirkegavl, typisk brugt i romansk arkitektur. Når du træder ind i kirken, vil du se, at både altertavle og prædikestolen er rigt udsmykket med scener og figurer fra Bibelen. Begge dele er fra 1632, og sagnet fortæller, at de er skåret af en blind billedskærer fra Vonge.

Sct. Peders Helligkilde kan du finde lige øst for kirken, hvor der er en lille brønd omgivet af en kopi af en middelalderlig brøndkumme. Ved en skillevej syd for kirken står en gammel vejsten fra 1856. Stenen er indgraveret med stednavnene Colding og Vester Mølle, som markerer Hærvejens betydning op i midten af 1800-tallet.

Hærvejen 309, 7323 Give

Se på kort

Nyttige informationer

Hvordan kommer du til og fra etapen med offentlig transport?
Du kan finde vej til etapen med offentlig transport ved brug af Rejseplanen og Hærvejsappen. For at komme til etapens startpunkt, skal du indtaste destinationen ‘Nørre Snede Rtb. (Ikast-Brande Kom)’ på Rejseplanen. Når du er fremme, kan du bruge Hærvejsappen til at finde vej ud til Hærvejen.

Nyttige links
Rejseplanen: www.rejseplanen.dk

Få et stempel i dit Hærvejspas
På denne etape kan du få et stempel i dit Hærvejspas ved Nørre Snede Kirke og Kollomorten Hærvejscenter.

DIGITALT KORT

Tag Hærvejen med i lommen

Download appen Hærvejen til navigation og et hurtigt overblik over faciliteter og seværdigheder, når du er på farten.

Bliv inspireret

Andre etaper i Midtjylland

Å i skov

Ruter

Nørre Snede-Kollemorten

Midtjylland